Et klart tilbageskridt. Sådan lyder dommen fra forældreorganisationen Skole og Samfund over Dansk Folkepartis udspil til en ny statsstyret folkskole.
- Det er overhovedet ikke et udspil, der tænker fremadrettet til gavn for eleverne i den danske folkeskole. Vi skal ikke have en skole, styret fra Christiansborg. Og slet ikke med de her forslag, der slet ikke er spor fremsynede, siger landsformand Thomas Damkjær Petersen.
Han skyder samtlige af partiets forslag om obligatorisk morgensang, latinundervisning og obligatorisk kristendomsundervisning ned, et efter et.
- Det bliver umådeligt svært, at motivere eleverne til et sprog, som ikke bliver talt nogen steder i verden. Og det bliver rigtigt svært at komme på studietur. Morgensang kan være udmærket, men det er bare ikke noget som vi skal styre fra centralt hold. Vi har ingen problemer med kristendomsundervisningen, hvor stort set ingen forældre benytter sig af muligheden for at vælge faget fra, fordi det også handler om kendskabet til andre religioner, siger Thomas Damkjær Petersen.