Skrevet i samarbejde med Michael Lund
I årevis var Nazityskland overlegne i luftrummet over Europa med deres Messerschmitt-jagerfly. Lige indtil krigslykken vendte – og fremskridtet overhalede det ellers så frygtede våben.
60 år senere styrter Dansk Folkepartis egen Messerschmidt til jorden efter anklager om heilen og nazisange i Tivoli. Anklager, der i går kostede den 26-årige jurastuderende Morten Messerschmidt hans politiske liv.
B.T. kunne nemlig afsløre, at Dansk Folkepartis unge kronprins havde heilet og sunget nazisange i Tivoli.Selvom han pure nægter anklagerne, valgte han – måske presset af partiledelsen – at tage konsekvensen og melde sig ud af partiet.
Synlig i medierne
Morten Messerschmidt var et af partiets mest markante og talentfulde medlemmer. Allerede som 17-årig meldte han sig ind i Pia Kjærsgaards nystiftede parti.
Det folkelige gennembrud fik han, da han deltog i reality-programmet Big Brother VIP i 2003 med en række andre kendte personer – deriblandt danseren Gigi Fredie Pedersen og Moses Hansen.
Forinden havde han sammen med partifællen Mogens Camre stiftet foreningen Kritiske Licensbetalere , der stillede sig kritisk over for Danmarks Radios journalister, som de beskyldte for at være »røde lejesvende«.
Dom for racisme
Det var i første omgang Maastricht-traktaten, der tændte den politiske glød hos Morten Messerschmidt. Derfor var han også godt tilfreds med at få tildelt EU-ordførerskabet i partiet, da han blev valgt ind i Folketinget i 2005 med 3.812 personlige stemmer.
Selv mente han, at successen skyldtes hans evne til at sige tingene ligeud. En evne, der også har givet ham store problemer. I 2003 fik han således en betinget dom for at indrykke en annonce, der kæder muslimer sammen med masevoldtægt og grov vold.
Og en ny dom kan være på trapperne, da Messerschmidt er blevet meldt til politiet for sine udtalelser i Nyhedsavisen, hvor han kaldte muslimske samfund for »tabersamfund«.