Regeringen har mistet grebet om Danmarks økonomi.
Sådan siger Dansk Folkepartis (DF) finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, om de seneste dystre BNP-tal fra Danmarks Statistik
Udtalelsen kommer efter udmeldingen om, at dansk økonomi i andet kvartal skrumpede med en halv procent tilbage.
Og det passer ifølge DF meget dårligt med, at finansminister Bjarne Corydon (S) mandag spåede en økonomisk vækst på 0,9 procent i år og 1,7 procent næste år.
- Økonomien er i tilbagegang. Det står i skærende kontrast med, at regeringen i sin seneste prognose siger, at væksten er i gang.
- Det viser, at regeringen slet ikke har greb om den økonomiske politik eller ved, hvad der foregår i det danske samfund, siger han.
Regeringen har fejlagtigt foregøglet sig selv, at den har sat gang i dansk økonomi med en kickstart. Derfor skyder regeringen galt, når den skal dosere sin økonomiske politik, mener Kristian Thulesen Dahl.
- Det handler meget om psykologi. Forbrugerne har penge at gøre godt med, men de er nervøse for fremtiden. Regeringen har forstærket usikkerheden og den økonomiske krise, så forbrugerne holder mere igen, mener DF's finansordfører.
Han ønsker statslige initiativer for at holde beskæftigelsen oppe, men efterlyser færre afgifter på virksomheder og forbrugerne, som køber mere ind i Tyskland efter fedt- og sukkerafgifterne.
Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos kritiserer regeringen for at øge skatter og afgifter med seks milliarder kroner på finansloven for 2012.
- En sådan skatteforhøjelse er opskriften på at slå privat forbrug og investeringer ned.
Forhåbentlig lærer Thorning-regeringen af dette og dropper forhøjelser af skatter og afgifter fremover, siger Mads Lundby Hansen i en skriftlig kommentar.
De mange milliarder kroner i efterlønspenge har ikke øget forbruget, påpeger han.
/ritzau/