Det er helt ude i skoven, når de muslimske lande vil flytte FN's klimatopmøde i København 2009 en uge tilbage, lyder det fra Dansk Folkepartis Søren Espersen.
"Det er fuldkommen grotesk. Jeg har næsten aldrig hørt noget lignende," siger Søren Espersen til Newspaq.
"Det er helt uhørt, at vi danser rundt efter muslimernes pibe på den her måde. Vi har jo masser af møder i det internationale rum, hvor vi eksempelvis er ude på søndagsture, " fortsætter Espersen.
"Vi bliver nødt til at tilrettelægge efter værtslandets traditioner. Så vi kører efter vores egne regler, så kan de komme eller lade være. Hvis der er vigtige møder, så møder man frem," siger han.
Selv ville Espersen ikke have noget problem med at komme til topmøde i et arabisk land, hvis de besluttede at holde møde i påsken eller julen.
Espersen er endvidere rystet over, at alle de 12.000 hotelværelser, der er booket til mødedeltagerne, nu skal flyttes en uge tilbage.
"Det bør undersøges, hvorfor regeringen først finder ud af det her nu," påpeger Espersen.
Chefen for logistikken i forbindelse med topmødet i København, kontorchef i Udenrigsministeriet Svend Olling, mener dog ikke, det bliver et problem at flytte mødet en uge.
"Ekstraudgifterne er i småtingsafdelingen, så alt i alt ser det ikke ud til, at der er behov for at bede om flere penge," siger Svend Olling til politiken.dk.
Han betegner i det hele taget flytningen som "helt uproblematisk."
Topmødet i København var oprindelig planlagt til 30. november-11. december 2009. Bliver det flyttet, kommer det til at ligge 7.-18. december.