Helle Thorning-Schmidt skal handle nu og ikke vente flere måneder med en ny jobplan, lyder det fra Dansk Folkeparti.
Regeringen vil lave en ny jobskabelsespakke, som skal forbedre konkurrenceevnen og skabe flere private job. Det sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt tirsdag på sit ugentlige pressemøde.
Hun har bedt sine økonomiske ministre om at komme med forslag inden marts. Men hvorfor vente flere måneder, spørger Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.
- Alt tyder på, at Thorning-Schmidt forsøger at købe sig tid. Hun er stadig mere presset af situationen. Antallet af ledige vokser. Antallet af personer der falder ud af dagpengesystemet er markant højere end tidligere nævnt. Antallet af kritikere i både egne rækker og fagbevægelsen ser ud til at være stærkt stigende, siger Kristian Thulesen Dahl.
Når ministrene er kommet med forslag til at forbedre konkurrenceevnen, vil regeringen gå i gang med at udarbejde den konkrete pakke.
Dansk Folkeparti forstår ikke regeringens strategi.
- Hvorfor fjernede regeringen boligjobfradrags-ordningen? Hvorfor fastholder regeringen anlægsloftet overfor kommuner, der er parate til at renovere skoler, børnehaver og ældreinstitutioner? Hvorfor ser regeringen ikke på det omkostningsniveau, der dagligt betyder, at virksomheder overvejer udflytning. Der er nok at tage fat på. Hvorfor skal vi vente?, spørger Kristian Thulesen Dahl.