Søren Pind puster sig op og har ikke noget magt bag sine trusler.
Det mener Dansk Folkeparti, efter at Venstres nyudnævte udenrigsordfører Søren Pind på sin blog har truet med, at regeringen kan blokere en lov, hvis oppositionen og Dansk Folkeparti gør alvor af snakken om at finde et alternativt flertal i sagen om højere løn til offentligt ansatte.
- Det er noget underligt noget, at Søren Pind puster sig sådan op. Han buldrer jo med tomme tønder, for det vil aldrig komme til at ske. Selvfølgelig følger en regering, hvad et flertal i Folketinget bestemmer, vurderer udenrigsordfører Søren Espersen (DF)
Pind: Veto mod alternativt flertals beslutninger
Søren Pind harcelerer på sin blog over alliancen mellem DF og oppositionen.
- Underskriver en minister ikke lovforslag, bliver de ikke til lov. Dette er blot en blandt flere mulige forsvarsmekanismer. Lad os ikke håbe det kommer så vidt. Mens vi væmmes over den dunst, der omgærder oppositionens kvalmefremkaldende hykleri, skrev Søren Pind.
DF: Regeringens endeligt
Men den mulighed finder Søren Espersen helt hypotetisk.
- Det svarer til at dronningen skulle nægte at skrive under på en lov. Så var hun færdig. Hvis en minister ikke vil skrive under på en lov, så er han faldet og så er regeringen faldet, siger Søren Espersen.