Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har tirsdag formiddag undskyldt over for Folketinget i sagen om fiskekvoter.
Med sin undskyldning er ministeren tilsyneladende kommet tættere på at ride ministerstormen af.
Men Dansk Folkeparti skal tirsdag formiddag diskutere de alvorlige anklager på et gruppemøde på Christiansborg.
Før mødet siger partiets formand Kristian Thulesen Dahl:
- Esben Lunde Larsen har erkendt sit ansvar i sagen. Det har han gjort her til formiddag, og det er godt.
- Det er et udtryk for, at han åbenbart har klokket i det, og ikke har serviceret Folketinget, som Folketinget skal servicere, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han vil ikke træffe en endelig afgørelse før gruppemødet, men siger:
- Det er klart, at det er noget lettere at arbejde med en minister, der erkender sit ansvar, siger Kristian Thulesen Dahl.
Partiets fiskeriordfører, der har anklaget ministeren, vil før mødet ikke sige, om han nu vil frede ministeren.
- En undskyldning er altid godt. Så tager vi det inde ved gruppemødet og ser, hvad der sker, siger Ib Poulsen.
Samme melding kommer fra Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup:
- Nu taler vi om det, og så vender vi tilbage efter gruppemødet. Nu får vi først en god snak om, hvad der er sket.
I har fået en undskyldning. Er det nok?
- Det er altid godt at undskylde, hvis man har gjort noget dumt. Men nu går vi ind og taler om det og hører vores ordfører, og så kommer vi ud og fortæller bagefter, siger Peter Skaarup.
Ministeren er blevet anklaget for at holde oplysninger tilbage for Folketinget af både støttepartiet Dansk Folkeparti og oppositionen.
Hvis DF holder fast i den position er der med andre ord flertal for at vælte Esben Lunde Larsen.
Fredag var ministeren i samråd, hvor han udtrykte sig "upræcist". Det skrev Miljø- og Fødevareministeriet i en redegørelse, der var vedhæftet et svar til Folketinget mandag.
Det skete, da han skulle oplyse, hvilke informationer han havde videregivet til de borgerlige partier om kvotekonger - fiskere med store fangstkvoter.
Ministeren har haft kendskab til flere forslag til at begrænse de såkaldte kvotekonger, end han tidligere har oplyst, forklarer redegørelsen.
/ritzau/