Skal Liberal Alliance pege på Pia Kjærsgaard (DF) som ny formand for Folketinget, skal de have løfte om topskattelettelser.
Det meldte partiet ud tirsdag, hvorefter de politiske reaktioner ikke lod vente længe på sig.
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, er en af dem, der har følt behov for at kommentere kravet, som også i høj grad er rettet mod dem.
Rettet mod DF
LA har nemlig allerede fået skrevet med ind i regeringsgrundlaget, at topskatten skal sænkes. Kravet er derfor et forsøg på at få DF til at tilslutte sig, så det også kan føres ud i livet.
Men det afviser Peter Skaarup altså:
- Jeg kan ikke se, de to ting hænger sammen, siger han til politiko.dk og tilføjer:
- Det er politisk umodent og uskønt.
Han mener, at så ultimative krav kan være med til at splitte blå blok.
Posten som formand for Folketinget bliver ledig, fordi Mogens Lykketoft (S) det næste år skal være formand for FN's generaforsamling. Lige nu står valget mellem enten Pia Kjærsgaard eller Helle Thorning-Schmidt (S).