Erhvervsskolerne og nogle af de små gymnasier skal fritages fra at spare to procent hvert år frem til 2022, mener Dansk Folkeparti.
I regeringens finanslovsforslag skal det såkaldte omprioriteringsbidrag videreføres indtil 2022. Det betyder besparelser på to procent i blandt andet uddannelsessektoren.
Det vil dog være mere end dele af uddannelsessektoren kan bære, mener Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl.
- Omprioriteringsbidraget har haft sin tid. Så jeg er glad for, at der sker en ændring i 2022, siger han.
- Når det er sagt, så er der nogle områder, som er nødlidende på en måde, så de ikke kan leve tre år mere med omprioriteringsbidraget.
- Det er nok erhvervsskolerne, hvor det er vigtigt at sætte ind i år. Og så ligger der også nogle problemstillinger på de små gymnasier, som nok heller ikke skal vente til 2022, siger han.
/ritzau/