Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup beder nu justitsminister Lene Espersen (K) om at redegøre for, hvilken rolle skiftende regeringer havde i forhold til, at den egyptiske, Talaat Fuat Kasem også kendt som Abu Talal, angiveligt blev beskyttet mod strafforfølgelse via sin danske asylstatus.
Talaat Fuat Kasem var tilsyneladende både involveret i terrorhandlinger og i mordet på den egyptiske præsident Anwer Sadat og stod i sit hjemland dømt til døden, men den europæiske menneskerettighedskonvention forbyder Danmark at udlevere personer til dødsstraf.
I dagens udgave af Politiken fortæller en tidligere chef i CIA, hvorledes den amerikanske efterretningstjeneste tilbageholdt selvsamme Talaat Fuat Kasem i Kroatien og senere returnerede ham til Egypten, hvor han menes at være blevet henrettet.
- Det er paradoksalt, at det Radikale Venstre, der sad i regering i 1990’erne, hvor de danske grænser var pivåbne også for kriminelle og terroristiske asylansøgere, i dag foregiver at være oprørt over, at den politik, de selv har ansvaret for, løb af sporet. Jeg vil derfor bede justitsminister, Lene Espersen, redegøre for, hvordan Talaat Fuat Kasem, der forbindes med terror og mordet på den egyptiske præsident, der sluttede fred med Israel, Anwar Sadat, kunne få asyl i Danmark, siger Peter Skaarup.
Han ønsker samtidig en redegørelse for, præcist hvornår Talaat Fuat Kasem fik asyl, og under hvilken regering det skete. Derudover vil han udbede sig en garanti for, at terrorister aldrig vil kunne få asyl i Danmark og derved undslippe strafforfølgelse.