Står det til Dansk Folkeparti, skal Klimaministeriet nedlægges, når klimatopmødet i december er overstået.
Pia Kjærsgaard siger til Information, at:
"Det ville være meningsløst andet. De opgaver, som ligger tilbage, kan sagtens varetages fuldt forsvarligt af andre ministerier, når topmødet er afsluttet."
Dét er regeringen dog ikke klar til, siger den konservative miljø- og energiordfører Per Ørum Jørgensen.
"Klimaproblematikken forsvinder ikke den 19. december, når topmødet er overstået. Og samtidig ville det være et helt forkert signal for regeringen at sende, hvis man nedlagde Klimaministeriet," siger han.
DF's udmelding kommer dagen efter, at statsminister Lars Løkke Rasmussen udpegede den tidligere prorektor ved Københavns Universitet, Lykke Friis, til ny klimaminister efter Connie Hedegaard.
Per Ørum Jørgen mener derfor, at den diskussion, DF lægger op til, er helt irrelevant.