DF-MF’er angrebet af kollega: Nu griber Thulesens tropper ind

Det tynder ud i Dansk Folkepartis fremtrædende medlemmer i Svendborg. En er blevet løsgænger, en har meldt sig ud og en tredje har nu fået en advarsel.
Kristian Thulesen Dahl må se sine partikolleger strides indbyrdes i Svendborg.
Kristian Thulesen Dahl må se sine partikolleger strides indbyrdes i Svendborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

De seneste ugers ballade blandt Dansk Folkepartis byrådsmedlemmer i Svendborg topper nu med en skriftlig advarsel fra partiets ledelse.

Det er byrådsmedlemmet Morten S. Petersen, som er blevet sat på plads, efter han i Fyns Amts Avis lørdag støttede en partikollegas kritik af den lokale gruppeformand og MF'er, Dorthe Ullemoses, evner som leder.

Det skriver Fyns Amts Avis.

Partisekretær i Dansk Folkeparti, Poul Lindholm Nielsen, forklarer til avisen, at advarslen er givet helt efter partiets regler:

- Vi har højt til loftet, men vi vil ikke have, at man går ud i pressen og taler negativt om andre partifæller. Det koster en skriftlig advarsel, og det er helt standard, siger Poul Lindholm Nielsen.

Ifølge avisen er det også Poul Lindholm Nielsen der har givet Morten S. Petersen den skriftlige advarsel. Han forklarer desuden, at kritiserer Morten S. Petersen igen partifæller, er det op til hovedbestyrelsen, om der skal tages stilling til yderligere sanktioner.

I løbet af de seneste to uger har både byrådskandidaten Jette Kjellerup og byrådsmedlemmet Jesper Larsen forladt Dansk Folkeparti.

Jette Kjellerup sagde farvel efter at have fået en skriftlig advarsel for kritik af bestyrelsen, og Jesper Larsen på grund af elendigt arbejdsmiljø, som han udtrykte det. Han er nu blevet løsgænger i byrådet.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.