Dansk Folkeparti ønsker et nybrud i udlændingepolitikken. Det skal sikre, at flygtninge på midlertidigt ophold ikke ender med at blive permanent i Danmark.
Men en sådan udlændingeaftale er ikke lige til, lader udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) forstå på vej ind til forhandlinger hos udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
- Det er meget vanskeligt. Dels fordi det er helt nyt, det vi prøver at komme igennem med. Og dels fordi regeringen synes, det er meget vigtigt at overholde konventionerne, siger Martin Henriksen.
Og det synes I ikke?
- Vi vil i første omgang gerne gå til kanten - og måske se, om man kan fortolke det anderledes.
Martin Henriksen vil ikke gå i detaljer om substansen i forhandlingerne - kun tegne den overordnede linje:
- Vi har fået antallet, der kommer til Danmark, nogenlunde i kontrol. Nu handler det om, at vi skal sende flere hjem.
Striden står i første omgang om, hvad der skal ske med de i alt 4200 syrere, der har fået midlertidigt asyl i Danmark efter udlændingelovens paragraf 7, stykke 3.
DF har to ønsker. For det første, at syrernes opholdstilladelser skal inddrages i takt med, at der bliver fredeligt i Syrien. Dernæst vil partiet pille ved reglerne for familiesammenføring, der i dag lyder på tre år.
Allerhelst vil støttepartiet ophæve retten til familiesammenføring - alternativt udskyde den, så syrerne kan få inddraget deres opholdstilladelse og blive sendt hjem, før de har krav på familiesammenføring.
- Noget af det, vi er kommet med, der vil de fleste nok sige, at det måske lige er på kant med nogle af konventionerne og er vanskeligt at håndtere rent juridisk, siger Martin Henriksen.
Men der er "mange modeller på bordet", tilføjer han.
Sideløbende med udlændingeforhandlingerne forhandler DF og regeringen også en skatteaftale i Finansministeriet.
Den skal være på plads, før finansloven er til afstemning i Folketingssalen 22. december, har regeringspartiet Liberal Alliance betonet.
Adspurgt om DF kan indgå først en skatteaftale og dernæst en udlændingeaftale - eventuelt efter nytår - svarer Martin Henriksen:
- Det har jeg umiddelbart svært ved at se for mig. Der er nogle ting, der er vigtige for regeringen - det er blandt andet skattelettelser. Og der er andre ting, der er vigtige for DF, og det er blandt andet hjemsendelser.
/ritzau/