Kviklån er ikke af det gode, mener Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby. Og han er positiv over for regeringens plan om at begrænse de skyhøje renter, der er på nogle af de hurtige lån.
- Kviklån er i bund og grund noget, som fanden har skabt, men vi må også være klar på, at kviklånene kom på markedet, fordi der var kunder til dem, siger Hans Kristian Skibby.
Regeringen kommer mandag med en forbrugerpolitisk plan, hvor blandt andet kviklån er på tapetet. Og erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) har en ny klageinstans i støbeskeen, der skal se på de høje renter.
Der bliver ikke sat politiske grænser for, hvor høje renterne på et kviklån må være. Ministeren mener, at han har fundet en bedre måde at begrænse udgifterne på.
- Lægger man et niveau fra politisk side, vil vi se, at der opstår nye produkter, for nogle af de her virksomheder er enormt kreative. Derfor vil vi hellere lave en klageinstans, hvor man kan klage over urimelig høje renter, siger Ole Sohn.
Klageinstansen skal fastlægge et niveau, som Forbrugerombudsmanden kan bruge som en rettesnor i rentesager:
- Så et eller andet sted får det så den samme effekt som hos de lande, der har et politisk bestemt loft over de årlige omkostninger, siger Ole Sohn.
Hans Kristian Skibby er lidt betænkelig ved en ny klageinstans:
- Nu kender vi ikke formen præcis endnu, men et sådan klageorgan er ikke til det gode, hvis ikke parterne på området kan opnå en fælles forståelse, siger DF's erhvervsordfører.
I Forbrugerrådet håber man på, at der kommer til at sidde en fra rådet og en fra brancheorganisationen Finans og Leasing med en dommer for bordenden i den nye klageinstans. Men det er ikke bestemt endnu:
- Hele det forbrugerpolitiske udspil, vi kommer med, går på, at vi vil inddrage parterne - både erhvervslivet og forbrugerne, siger Ole Sohn.
/ritzau/