Ritzau
Opdateret kl. 07:44
Dansk Folkeparti foreslår nu et forbud mod religiøs hovedbeklædning som en del af forhandlingerne om den økonomiske 2025-plan.
Det siger partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen, til TV 2.
- Forbuddet vil gælde for både lærere og elever, og det gælder al religiøs hovedbeklædning. Et diskret kristent kors er ok, en lille davidsstjerne eller en halvmåne i halskæden kan også gå. Det er det markante tørklæde, vi går efter, siger han.
Forbuddet mod religiøs hovedbeklædning skal ifølge Dansk Folkeparti ses som et opgør med en udvikling, der deler den danske befolkning.
- Danmark bliver et mere og mere muslimsk land, og det er ikke positivt set med vores øjne. Tørklædet er med til at dele befolkningen op i os og dem og signalerer derudover en afstandtagen til det danske samfund og de værdier, som Danmark hviler på, siger Martin Henriksen til TV 2.
Forslaget kommer i forlængelse af ønsker til udlændingestramninger, som Dansk Folkeparti præsenterede ved partiets sommergruppemøde.
Det gælder blandt andet en permanent grænsekontrol og en udtrædelse af flere internationale konventioner.
2025-forhandlingerne er økonomiske forhandlinger, som i øjeblikket har skabt en del postyr i blå blok i Folketinget. Dansk Folkeparti har modsat sig Liberal Alliances krav om at give en topskattelettelse på fem procentpoint til alle topskatteydere.
Liberal Alliance vil omvendt ikke være med til et forbud mod religiøs hovedbeklædning i folkeskolen.
- Det er på ingen måde Liberal Alliances politik. Vi er ikke tilhængere af lovgivning på det her område. Hvis en skolebestyrelse beslutter sig for et forbud mod religiøs beklædning på deres lokale skole, så synes vi i Liberal Alliance omvendt heller ikke, at politikerne skal blande sig i det, siger partiets retsordfører, Christina Egelund, til TV 2.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.