Danmark er røget ud i en større diplomatisk krise, efter Lars Løkke Rasmussen (V) valgte at mødes med Dalai Lama, da han besøgte Danmark i maj måned.
Kineserne er blevet så vrede over besøget, at de har valgt at gennemføre en diplomatisk og handelsmæssig boykot af Danmark, samtidig med, at de kræver en undskyldning og tilkendegivelse af, at det aldrig sker igen.
Og det skal vi ikke finde os i, mener Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. Han mener, at kinesernes opførsel kan sammenlignes med nazisternes metoder.
"Det er noget svineri og hører slet ikke hjemme i en moderne verden. Tyskerne gjorde det samme op til anden verdenskrig i 30'erne. Hver gang der var nogen herhjemme som ytrede sig imod nazistyret, så kom der trusler og chikane af både handelsmæssig og diplomatisk karakter," forklarer han.
Han mener, at Danmark skal vise kineserne, at den opførsel er uacceptabel ved ikke at lade Den Lille Havfrue tage en tur til Kina som planlagt.
"Det har været slået stort op i de kinesiske aviser, og så synes jeg, at vi skal lade vi hende blive hjemme. Det ville der være meget stor signalværdi i over for kineserne."