Dagpengeperioden skal halveres fra fire til to år.
Sådan lyder det yderst overraskende forslag, som Dansk Folkeparti har smidt på bordet i Finansministeriet mandag aften, hvor VKO-samarbejdet har sat sig for at finde 24 mia. kroner på statens husholdningsbudget over de kommende tre år.
Det skriver DR.
Pia Kjærsgaard har ifølge public service-stationen bedt regeringens regnedrenge oplyse, hvor stor en del af de planlagte fastfrysninger af overførselsindkomster de kommende to år, som kan ryge i vasken, hvis en dagpengereform søsættes.
Udspillet om en reform af dagpengene fra DF er overraskende, fordi partiet tidligere har afvist netop det forslag.
DF har gentagende gang sagt, at de forlanger en fair social profil i sparekataloget. Derfor har partiet afvist, at kommunerne skal spare fire mia. kroner, sådan som det lød i VK's indledende udspil.
Forhandlingerne i Finansministeriet med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) for bordenden ventes tidligst afsluttet tirsdag.
Newspaq følger sagen fra tirsdag morgenstund