Skrevet i samarbejde med journalist Knud Brix
Der må hellere ligge en rigtig god forklaring - ellers bliver det en grim sag.
Sådan lyder reaktionen for Dansk Folkepartis sundhedsordfører og formand for Folketingets Sundhedsudvalg, Birthe Skaarup, efter det er kommet frem, at sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) allerede i juni var vidende om, at to patienter på Rigshospitalet via en blodtransfusion var blevet smittet med HIV.
Men ministeren orienterede først medlemmerne af sundhedsudvalget den 22. august.
- Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke blev orienteret, og det kommer bag på mig. Det er jo en rigtig grim sag, så jeg håber det er en fejl, siger Birthe Skaarup.
Hun mener, at det står ret klart, at sundhedsudvalgets medlemmer gerne så hurtigt som muligt vil vide besked, når patienter bliver smittet med HIV gennem blodtransfusioner.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).