Forsvarsminister Søren Gade (V) sidder fortsat sikkert på sin ministertaburet.
Det mener Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Ib Poulsen.
"Ministerens position er overhovedet ikke ændret ud fra de nye oplysninger i sagen. Han kan også sove trygt i nat," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ib Poulsen garanterer, at regeringens støtteparti på nuværende tidspunkt ikke vil stille yderligere krav til forsvarsministeren ud over den undersøgelse, der allerede er i gang.
"Vi afventer auditør-undersøgelsen, og vi vil have dem til at arbejde i fred og ro. Så ser vi, hvad de kommer frem med. Kommer der noget, som vi yderligere skal have undersøgt, tager vi stilling til den tid," siger Ib Poulsen.
Han mener, det er forkert, at befolkningen nu skal høre "mellemregningerne" af, hvad der er blevet diskuteret forud for udgivelsen af bogen.
"Konklusionen er den, som forsvarschefen bringer til forsvarsministeren, og som han så videregiver til os. Det mener jeg ikke, der er noget forkert i. Man burde være bedre til at bakke op om den beslutning, der er truffet."
SF's forsvarsordfører Holger K. Nielsen mener heller ikke, at de nye oplysninger i sagen danner grundlag for at kræve forsvarsministerens afgang.
Det er i dag kommet frem, at spidser i jægerkorpset og i Hæren ikke havde noget at indvende mod den meget omtalte bog 'Jæger - i krig med eliten' af Thomas Rathsack. Det havde derimod forsvarets efterretningstjeneste, FET. Og derfor forsøgte Forsvaret altså at nedlægge fogedforbud mod bogen.