Det kan fremover blive muligt at søge til et andet EU-Land, hvis ventetiden for f.eks komplicerede hjerte- og kræftsygdomme herhjemme bliver for lang.
Men EU-skeptikerne i Dansk Folkeparti er slet ikke sikre på, at den ordning kommer danske patienter til gode.
"Vi kan jo risikere, at der kommer mange EU-borgere til Danmark og kommer på vores ventelister. Det vil sige, at det kommer til at være den danske patient, der skal vente længere," siger partiets sundhedsordfører, Liselott Blixt til Newspaq.
Hun har nu stillet en række spørgsmål til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) om sagen.
Sundhedsministeren har tidligere udtalt at: "Det giver mening at tænke i europæiske regioner i stedet for danske regioner på de store og meget omkostningstunge og specialiserede områder."
Det er de Radikales spidskandidat til Europaparlamentet, Sofie Carsten Nielsen, der er kommet med forslaget til de udenlandske behandlingsmuligheder.
"Hvis vi samler patienterne, kan vi både redde liv og spare på europæernes skattepenge," siger Sofie Carsten Nielsen til Berlingske.dk.