Når champagnepropperne springer til nytår, får danskerne klar besked om regeringens nye strategi i Irak-krigen. Det forventer Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, som onsdag nat kom hjem til Danmark fra et besøg i Irak.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har tidligere erkendt, at situationen i Irak er utilfredsstillende, og at der er behov for en ny strategi, men han har afvist at sætte en konkret dato på.
Ifølge Søren Espersen skal regeringen og Dansk Folkeparti først kigge USA over skulderen, når den såkaldte Baker-rapport til december kommer med en anbefaling til en ny amerikansk Irak-strategi.
»Nu skal vi først se Baker-rapporten, som kommer i begyndelsen af december. Så regner jeg bestemt med, at vi kan have en ny strategi klar ved nytårstid,« siger Søren Espersen.
Sammen med forsvarsminister Søren Gade (V) og udenrigsordførere fra Venstre og Konservative besøgte Søren Espersen fra mandag til onsdag Irak for at danne sig et indtryk af situationen i landet. Her havde de møder med den irakiske regering og besøgte blandt andet de danske styrker i Basra.
På trods af den stigende sekteriske vold i landet og de mange angreb på koalitionsstyrkerne fra oprørere, er Søren Espersen positiv over udviklingen.
»Der er selvfølgelig visse steder, hvor det går mindre godt, men samlet set er det mit indtryk, at det går fremad i Irak,« siger han.