Han fik en hård dom på tre et halvt års fængsel, den 47-årige, Said Mansour, for at opildne til terror, men dansk-marokkaneren har allerede udsigt til at blive prøveløsladt sidst på året.
Og den kendsgerning forarger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.
- Det krænker helt klart min retsbevidsthed, at en mand som Said Mansour, snart kan være på fri fod igen. Meningen med den hårde straf var jo netop, at han ikke skulle have mulighed for at fortsætte med at sprede sin sindsyge propaganda, hvor unge muslimer opfordres til terrorisme. Det understreger kun min opfattelse af, at retten også burde have været udvist ham af landet, siger Peter Skaarup.
Han vil nu rette henvendelse til justitsminister Lene Espersen (K).
- Jeg vil have ministeren til at svare på, hvorvidt det også er hendes opfattelse, at Said Mansour kan løslades allerede i år, og om det er rimeligt i begtragtning af, at han sin tid blev flyttet til et mere sikkert fængsel, fordi han det første sted forsøgte at opildne andre fanger med indvandrerbaggrund til terror, siger han.
Said Mansour har siddet varetægtsfængslet siden 8. september 2005 og kan efter at have udstået totredjedel af straffen sandsynligvis prøveløslades i slutningen af december.