Den planlagte milliardstore pakke til bankerne er ikke lige Dansk Folkepartis kop te. Partiet vil hellere bruge en stor del af pengene på at sætte fuld damp på det offentlige byggeri.
Der skal bygges veje, skoler og plejehjem, lyder det fra regeringens støtteparti.
"Vi har hele tiden haft det udgangspunkt, at der skulle tages initiativer. Det var kun et spørgsmål om, hvornår det er det rigtige tidspunkt at gøre det, og nu vurderer vi så, at tidspunktet er rigtigt," siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl til Politiken.
Dansk Folkeparti vil ikke sætte et beløb på, men mener, at pengene bør tages fra den 100 milliarder store bankpakke, som regeringen har planlagt i begyndelsen af det nye år. Dermed er der opstået usikkerhed omkring redningsplanen for bankerne.
Alligevel er finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke afvisende over for forslaget. Også økonomiminister Lene Espersen (K) er parat til at tage en drøftelse med DF om sagen.