Mens flertallet af Folketingets partier har fremlagt deres bud på en finanslov, så vil Dansk Folkeparti hellere spille med blinde kort, når finansloven skal forhandles på plads.
Partiet vil nemlig ikke lægge deres bud på en finanslovsaftale frem.
"Vi blev enige med regeringen om genopretningsplanen før sommerferien. Det er finanslovsudspillet i høj grad en udløber af. Derfor vil det være falsk varebetegnelse, hvis vi nu kommer med et stort, forkromet finanslovsoplæg," siger Kristian Thulesen Dahl (DF) til Newspaq.
Partiets beslutning om at droppe udspillet er blevet skarpt kritiseret af de politiske rivaler på venstrefløjen, der mener at Dansk Folkeparti lurepasser.
Det har Kristian Thulesen Dahl dog ikke stor respekt for.
"Jeg synes, at kritikken er lidt patetisk. Vi blev enige med regeringen om den økonomiske politik i foråret. Deres finanslovsforslag er en afskrift af vores fælles aftale," siger han.
Det ventes, at finansloven forhandles på plads i starten af november.