Dansk Folkepartis Ungdom havde ikke ret til at bruge melodien til ABBA's klassiker "Mamma Mia", da de lavede en hyldestsang til Pia Kjærsgaard. Det siger Björn Ulvaeus, det ene medlem af popgruppen ABBA, til græsrodsbevægelsen Modkraft ifølge tv2.dk.
Han afviser således også, at ABBA på nogen måde støtter Dansk Folkeparti.
"ABBA tillader aldrig, at deres musik anvendes i politisk sammenhæng. Dette har vi også fremført for Dansk Folkeparti," lyder der fra den tidligere ABBA-komponist.
Hyldestsangen til DF's formand blev fremført af partiets ungdomsforbund på partiets landsmøde i weekenden. Men sangens oprindelige komponister, Björn Ulvaeus og Benny Andersson, blev aldrig spurgt om lov. Nu vil de kigge nærmere på sagen.