DF blokerer for bred fødevareaftale

Den nye forbrugerminister, Carina Christensen (K), får ikke lov til at lave en bred aftale om fødevarekontrollen med oppositionspartierne. Sådan lyder tonerne fra Dansk Folkeparti.

Der skal ryddes op i den kritiserede fødevarekontrol. Men den nye forbrugerminister, Carina Christensen (K), får ikke lov til at lave en bred aftale med oppositionen, siger Dansk Folkeparti i dag i Politiken. Den nye minister skal ellers forsøge at skabe ro på fødevareområdet, efter Dansk Folkeparti forleden pressede Lars Barfoed (K) til at gå af på baggrund af en rapport fra Rigsrevisionen om fødevarekontrollen. Men Dansk Folkeparti vil ikke give andre partier lov til at få indflydelse på de ekstra penge til kontrol, der er afsat på finansloven for 2007.

»Alle med en smule politisk tæft ved, at dem, der lægger stemmer til økonomien, også er dem, der bestemmer, hvordan pengene skal bruges,« siger fødevareordfører fra Dansk Folkeparti, Christian H. Hansen til Politiken.

Carina Christensen tager meldingen til efterretning.

»Alle har da et ønske om at lave bredest mulige politiske forlig. Det er sådan set kunsten, og det tror jeg, at vi alle sammen har en interesse i, men nu skal jeg lige stikke fingeren i jorden,« siger hun til Politiken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.