Enhver finansminister, der nægter Folketingets Finansudvalg adgang til de modtagne tilbud fra salget af Dong-aktier, får et mistillidsvotum fra Dansk Folkeparti.
Sådan lyder det fra partiformand Kristian Thulesen Dahl, efter Enhedslisten tirsdag meldte sig klar til at vælte Bjarne Corydon, hvis han ikke efterkommer udvalgets ønske om indsigt.
Den trussel støtter Thulesen Dahl, og den raslende sabel forsvinder ikke, selvom regeringsmagten skulle skifte ved et kommende valg.
- Det er soleklart, at uanset hvilken regering, der sidder, så gælder det her hævdvundne princip, at når finansudvalget har behov for oplysninger, ja, så skal udvalget også have de oplysninger, siger Kristian Thulesen Dahl til DR.
Finansminister Bjarne Corydon (S) har gentagne gange afvist at vise udvalget de modtagne tilbud med den begrundelse, at offentliggørelse kan skade statens fremtidige samarbejde med private investorer.
Ministeren henviser til, at der tidligere er blevet lækket fortrolige oplysninger fra Folketingets udvalg.
/ritzau/