De to medlemmer, Brian Jensen og Ena Skræp, fra partiets amtsbestyrelse i Sønderjylland blev sammen med seks andre ekskluderet, efter at de havde kritiseret partiet for at være topstyret og lukket. Dansk Folkeparti ekskluderede efterfølgende Brian Jensen og Ena Skræp med begrundelsen, at de »alvorligt havde tilsidesat deres medlemsansvar og medlemsforpligtelser ved bevidst at udlevere kopi af amtsbestyrelsens mødereferat til den tilstedeværende presse.«
Det fandt Københavns Byret dog ikke bevist, at de to medlemmer havde gjort. Derfor fandt retten eksklusionerne af de to ulovlig, men den kendelse er Dansk Folkepartis Hovedbestyrelse ikke enig i. Partiet anker derfor dommen til landsretten.
»Vi var og er jo glade for, at dommen stadfæster vores ret til at ekskludere medlemmer, der modarbejder fællesskabet i partiet. Vi havde bestemt heller ikke ventet andet. Men vi finder det urimeligt, at retten derudover nåede frem til, at vi i to navngivne tilfælde havde begået procedurefejl, der gjorde de to eksklusioner ugyldige. Vi mener ikke, at vi har begået fejl, og derfor anker vi dommen,« udtaler partiets organisatoriske næstformand Carl Christian Ebbesen i en pressemeddelelse.