DF afventer stadig regeringens regning for skattelettelser

Regeringen vil endnu ikke løfte sløret for, hvordan den vil finde fem milliarder kroner på overførselsområdet.
Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og René Christensen (DF)på vej til Forhandlinger om regeringens skatteudspil "Sådan forlænger vi opsvinget". Forhandlingerne foregår i Finansministeriet 12. oktober 2017. (Foto: Jens Astrup/Scanpix 2017)
Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og René Christensen (DF)på vej til Forhandlinger om regeringens skatteudspil "Sådan forlænger vi opsvinget". Forhandlingerne foregår i Finansministeriet 12. oktober 2017. (Foto: Jens Astrup/Scanpix 2017) Foto: Jens Astrup/Scanpix

Op til det første forhandlingsmøde om en ny skattereform havde Dansk Folkeparti torsdag sat sig for at få svar på, hvor regeringen konkret vil finde finansieringen til sine skattelettelser.

Men støttepartiet må vente på at få svar.

- Vi fik at vide, at det ikke var på dette møde, regeringen ville lægge det på bordet. Så det må vi afvente at få på et senere møde, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl efter mødet.

Ligesom den samlede opposition og en række økonomer kritiserer Dansk Folkeparti regeringen for mangelfuld finansiering af sit 23 milliarder kroner store skatteudspil.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Regeringen vil nemlig ikke fortælle, hvor fem af milliarderne skal komme fra. Kun i overskrifterne "loft over børnecheck", "deltagerbetaling på danskundervisning" og "justeringer af overførselsindkomster".

Torsdagens møde gik ud på at gennemgå regeringens udspil, og nu har Dansk Folkeparti stillet en lang række spørgsmål, fortæller finansminister Kristian Jensen (V) efter mødet.

Forholdt kritikken om den mangelfulde finansiering, svarer han:

- Når vi ved, hvad rammen er, skal vi nok komme til finansieringsdelen.

DF forsikrer, at partiet ikke vil give skattelettelser til de rigeste ved at skære i ydelser. Til gengæld vil partiet gerne indføre optjeningsprincipper på flere ydelser, så udlændinge skal "yde, før de kan nyde".

Men pengene skal gå til skattelettelser i bunden, pointerer Kristian Thulesen Dahl:

- De sidste 8-10 år har man givet skattelettelser til folk med høje indkomster. Nu er det på tide at give skattelettelser til folk med lave indkomster, siger DF-formanden.

Regeringen vil derimod fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget og indfase allerede besluttede forhøjelser af topskattegrænsen hurtigere.

Adspurgt om regeringen kan acceptere en skatteaftale, der kun letter skatten i bunden, svarer Kristian Jensen:

- Nu er vi slet ikke ved at lave en aftale. Vi har lige startet forhandlingerne og haft første møde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.