Den danske detailbranche er begyndt at tænke ud af boksen, efter den klassiske detailbutik, hvor man fysisk køber varerne i butikken, stille og roligt er ved at uddø.
Der skal arbejdes på at kombinere forskellige salgskanaler, mener eksperter. Det skriver Jyllands-Posten.
Forbrugerne skal eksempelvis have muligheden for handle på nettet og hente varerne i butikken eller aflevere et fejlkøb fra nettet i butikken. Begrebet hedder "cross channel", og det er en ny strategi som den internationale detailhandel har søsat.
Hos Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH, ser man brugen af nethandel som en nødvendighed for butikkerne.
- Forbrugerne her i landet har for længst taget nethandel til sig, og det salg vokser. Nu er det nødvendigt at smelte salgskanalerne sammen. Forbrugerne vil kunne shoppe frit og ubesværet på tværs, og de stiller højere krav. Så de detailhandlere, der forstår at kombinere kanalerne, bliver vindere til sidst, siger Annette Fallberg, adm. direktør hos FDIH, til Jyllands-Posten.
Den holdning deler man hos trendvirksomheden Pej Gruppen. De mener, at danske detailhandlere er nød til at søge nye veje.
- Branchen her halter bagefter, når det gælder integration af on- og offlinehandel. De store internationale netaktører vokser og slår sig sammen i onlinemarkedspladser på linje med indkøbscentre. De fysiske butikker og integrationen mellem kanalerne er svaret på det, siger adm. direktør hos Pej Gruppe, Louise Byg Kongsholm, til Jyllands-Posten.
Hun mener, at man på den måde kombinerer det bedste fra to verdener.
- Forbrugerne kan på den måde få en væsentlig grund til at vælge lokalt, da de kan kombinere onlinekøb med kundeservice og rådgivning, vurderer Louise Byg Kongsholm.
I Europa er man allerede begyndt at tænke yderligere ud af boksen. Den tyske modevirksomhed, Zalando, åbner nu for, at man i fremtiden kan hente onlineindkøb i kiosker, supermarkeder og på tankstationer.
Newspaq