Der er ingen tvivl om, at det var en ulv, der torsdag blev fundet kørt ihjel.
Det oplyser Miljøstyrelsen ifølge Nordjyske.
Der foreligger endnu ikke en DNA-analyse, men Kent Olsen, videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum i Aarhus og leder af den nationale ulveovervågning, er ikke i tvivl.
- Det er en han, der er blevet påkørt nær Rold Skov i det, vi betragter som et transitlandskab, siger Kent Olsen i en pressemeddelelse fra Miljøstyrelsen.
Han forklarer, at der ingen revirhævdende ulve er i området, og derfor er det med stor sandsynlighed en enlig strejfer, som endnu ikke havde fundet et egnet sted at slå sig ned.
DNA-analysen af det døde dyr vil belyse, om det er ulv indvandret fra Tyskland eller en af de danskfødte ulve.
Ulven blev fundet død cirka tre meter inde i rabatten ved E 45 tæt på motorvejen i Himmerland. Ulven er formodes dræbt ved påkørsel af en bil, og en obduktion har vist, at skaderne er så voldsomme, at dyret sandsynligvis døde omgående.