"Vi kommer igen".
Det var beskeden fra Arbejdstilsynet til en lang række byggepladser rundt om i landet, efter en stor aktion mod byggesjusk.
Tagarbejde uden faldsikring og manglende afspærring var blandt de livsfarlige situationer, som Arbejdstilsynet måtte skride ind over for.
"Vi bliver nødt til igen med syvtommer søm at fastslå, at det ikke er godt nok, det der foregår på mange byggepladser," siger kontorchef Sonja Ploug Jensen, Arbejdstilsynet.
"Man gambler simpelthen med liv og helbred, når man balancerer rundt i 25 meters højde uden nogen form for sikkerhed under sig. Ikke alene er det klokkeklart ulovligt. Det er også dybt uansvarligt."
Arbejdstilsynet måtte under aktionen i dag, hvor 169 byggepladser blev besøgt, afgive i alt 103 forbud og strakspåbud.
På 81 byggepladser fandt Arbejdstilsynet ingen eller kun mindre problemer.
"Vores erfaringer viser, at mens nogle har orden i sagerne, er der andre, der bare ikke vil tage ved lære. De steder, hvor der er problemer, er det virkelig alvorligt. Derfor siger vi nu, at vi snart kommer tilbage. De byggepladser, der i dag havde alvorlige sikkerhedsproblemer, har ingen undskyldninger for ikke at få rettet op med det samme og på den måde sikre sig, at Arbejdstilsynet ikke også næste gang skal ud med grovfilen," fortæller Sonja Ploug Jensen.
Arbejdstilsynet appellerer både til arbejdsgivere og medarbejdere på byggepladserne samt til byggebranchens organisationer.
I 2010 skete der i alt 2.854 ulykker på byggepladser i Danmark. Af disse kostede 4 ulykker medarbejderen livet, mens andre 410 ulykker var alvorlige.