Boligejere, der i øjeblikket forsøger at sælge deres huse, skal væbne sig med tålmodighed.
Udbudspriserne er 15 procent lavere end topniveauet i 2007, og et typisk hus står til salg i ni måneder.
Det viser Realkreditrådets boligudbudsstatistik for november 2011.
Aktuelt er 66.700 parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse til salg hos ejendomsmæglerne. Det er 5.700 flere boliger end for et år siden og 2.000 færre end i sidste måned.
Typisk sætter færre deres bolig til salg i årets sidste måneder, hvilket trækker udbuddet ned.
Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, mener, at boligmarkedet er sat på "stand by".
"Det skyldes især, at køberne på det danske boligmarked holder sig tilbage på grund af økonomisk usikkerhed. Danskerne holder på pengepungen og venter med store beslutninger som boligkøb," siger hun.
Et typisk parcel- og rækkehus til to millioner kroner har i gennemsnit stået til salg i ni måneder. Det er en måned længere end sidste år, og prisen er 100.000 kroner lavere.
En gennemsnitlig lejlighed til 1,7 millioner kroner har i dag været til salg i knap otte måneder, hvilket er tre uger længere end sidste år.