Har du nogensinde undret dig over, hvad der bliver af turisternes mange mønter, der hvert år dumper ned i Roms berømte Trevifontæne med et ønske om kærlighed eller godt helbred?
De går såmænd til velgørenhed, fortæller Reuters.
Når mønterne begynder at hobe sig op, bliver de fisket op og ført til den romerske afdeling af den verdensomspændende katolske velgørenhedsorganisation Caritas.
Organisationen tørrer mønterne med klud og en hårtørrer, tæller dem og bruger pengene til at finansiere blandt andet en fødevarebank, et suppekøkken og andre lokale velgørenhedsprojekter.
I 2022 indsamlede Caritas 1,4 millioner euro, eller omkring 10,4 millioner danske kroner, fra springvandet i den evige stad.
Når organisationen har talt mønterne fra 2023 op, forventer den at have samlet et endnu større beløb.
Fontana di Trevi, eller på dansk; Trevi-fontænen, ligger i Roms centrum og er et af verdens mest kendte springvand. Den store marmorfigur forestiller titanen Okeanos, der rider med sine heste gennem de vandmasser, som strømmer ud af fontænen.
De mange turister kaster mønter i fontænen, fordi et gammelt rygte siger, at man kommer tilbage til byen en dag, hvis man kaster en mønt over sin skulder og ned i fontænen.
Rom er en af verdens mest besøgte byer med 21 millioner turister årligt.