Det er de færreste forundt at gå gennem livet uden at glemme noget. Men i Schweiz har en person nu taget glemsomheden til nye højder.
Her leder politiet nemlig med lys og lygte efter en mand eller kvinde, som på et tog har glemt en kasse med guldbarrer til en værdi af 1,2 millioner danske kroner - og som tilsyneladende har en hukommelse, der er lige så hullet som en schweizerost.
Pakken med det værdifulde indhold blev sidste efterår fundet på et tog, der kørte fra St. Gallen i det nordvestlige hjørne af Schweiz til den centralt beliggende by Luzern.
Trods “omfattende efterforskning” er det ikke lykkedes for politiet at finde frem til den glemsomme ejer af guldbarrerne, og derfor har myndighederne nu set sig nødsaget til at efterlyse ejermanden offentligt.
En talsmand for myndighedene i Luzern siger til CNN, at der allerede har været flere henvendelser, men det står endnu ikke klart, om den retmæssige ejer har meldt sig på banen.