Færre hjemmehjælpere, skolelærere og folk bag skrivebordene i landets kommuner.
Beskæftigelsen i det offentlige dykkede sidste år med 10.500 personer i forhold til sidste år, især kommunerne har færre på lønningslisten.
Det viser beregninger, som den liberale tænketank Cepos har lavet for Berlingske Business. De er lavet på baggrund af helt nye tal for beskæftigelsen, som Danmarks Statistik har udsendt.
De 10.500 personer står i skærende kontrast til regeringens skøn. I finansloven for 2012 havde regeringen spået en stigning i beskæftigelsen på 4.000 personer, skriver Berlingske.
Cheføkonom i den borgerlige tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen, mener, at årsagen til det offentlige beskæftigelsesfald blandt andet skyldes sanktionsmekanismen over for kommunerne.
- Risikoen for at få bøder for budgetoverskridelser får kommuner til at afskedige medarbejdere. Herudover kan reduktionen i beskæftigelsen ses som en forsinket effekt af kommunalreformen, siger Mads Lundby Hansen til Berlingske.
Hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE-Rådet, mener man, at antallet af offentligt ansatte falder, fordi man flere steder ikke har brugt de penge, der var budgetteret med.