Kuglepenne, bleer, kaffefiltre og alskens andre dimser. Det offentlige køber ind for milliarder hvert år. Men der er en del og spare, hvis man går priserne på sine indkøb igennem. Det kan de tale med om på Teknisk Erhvervsskole Center i København. Her har firmaet IKR hjulpet med at kigge på de leasingaftaler, centret havde på kopimaskiner, og så har Teknisk Erhvervsskole Center fået hjælp fra Statens og Kommunernes Indkøbsservice.
- Nu kan jeg jo ikke sådan lige ryste et tal ud af ærmet, men jeg vil da tro, at det sparer os for en million om året, siger Mogens Frandsen, der er udviklings- og IT-chef for Teknisk Erhvervsskole Center i København, og tilføjer, at så har han i hvert fald ikke skudt over målet.
100 nye computere om året
Det ekstra penge går direkte til undervisningen, og det svarer til cirka to hele lærerstillinger eller 100 nye bærbare computere om året. Pengene er bragt til veje ved at få kigget institutionens leasingaftaler på kopimaskiner og omkostningerne ved at printe efter i sømmene. Det er firmaet IKR, der har specialiseret sig i at gennemskue leasingaftaler på kopimaskiner og fundet ud af, at der er mange penge og spare.
- Vi har oplevet tilfælde, hvor en institution kan spare 5-10 millioner på tre til fire år, siger Jarl Arfeldt, der er direktør i IKR.
Indkøbspolitikken roder
Teknisk Erhvervsskolecenter er også gået med i nogle indkøbsaftaler, der er forhandlet på plads af Statens og Kommunernes Indkøbsservice. Den blev oprettet i 2006, og direktøren Niels Frederiksen har noteret sig, at indkøbspolitikken ofte roder hos offentlige institutioner.
- Vi har været ude nogle steder for at vende fakturaer, og så sker det tit, at man selv inden for samme institution, betaler vidt forskellige priser for den samme vare, siger Niels Frederiksen, der godt forstår, at det sker.
- Det er fordi, at man tager leverandørens pris for gode varer, og ikke har tid og ressourcer til at tjekke op på det. På den enkelte anskaffelse er det måske et meget lille beløb. Det er først, når man summer det op over et helt år, at det virkelig kan ses, siger Niels Frederiksen. Han vurderer, at nogle institutioner vil kunne spare op til 25 procent på indkøb ved at gøre dem mere effektive.