Den seneste opgørelse over opslåede akutjob viser, at regeringen nu har realiseret to tredjedele af sin egen målsætning om at oprette 12.500 akutjob inden sommer.
Den 16. januar var antallet af opslåede akutjob nemlig oppe på 8227, hvilket er 1345 flere end ugen før.
Men mens den offentlige sektor som helhed har opfyldt sine forpligtigelser om at opslå 5000 akutjob, går det en del langsommere i den private sektor.
Her er det kun hvert fjerde af de 7500 job, som regeringen havde som målsætning, der nu er opslået.
Ordningen med akutjob kom op at stå, da tusinder af langtidsledige stod med udsigten til at miste deres dagpenge fra årsskiftet i forbindelse med, at dagpengeperioden blev halveret fra fire til to år.
Det er regeringen, der sammen med Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner har forpligtet sig til at arbejde for at skabe 12.500 job målrettet de ledige, der er tættest på at miste deres ret til dagpenge.
Det er dog endnu uvist, hvor mange af de opslåede akutjob der rent faktisk er gået til udfaldstruede, langtidsledige, som det var hensigten med ordningen.
Virksomheder kan få en præmie på 25.000 kroner for at ansætte en langtidsledig i et akutjob.
Det kræver imidlertid, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er på mindst 32 timer, og at ansættelsen varer minimum 12 måneder.
For en ansættelse af minimum et halvt års varighed vanker der en præmie på 12.500 kroner.
Den første indikation for, hvor mange langtidsledige der rent faktisk er blevet ansat i et akutjob, kommer om cirka et halvt år, når de første virksomheder kan gøre krav på præmien.
Akutjob, som er på almindelige løn- og arbejdsvilkår, bliver opslået på www.jobnet.dk.
/ritzau/