Den tyske landstræner, Joachim Löw, har meddelt, at han har sagt ja til en invitation til en venskabskamp på Wembley den 22. august. Det meddeler flere engelske medier, blandt andet ESPN?s fodboldhjemmeside, Soccernet.com.
Arvefjendeopgøret bliver dermed åbningskampen for det ny Wembley, som har været undervejs siden ombygningen af det aldrende fodboldtempel begyndte for over seks år siden.
Der er dog lige et enkelt ?men? ved historien. For mens den tyske træner har sagt, at han regner med at Tyskland skal spille på Wembley til august næste år, så er de tilsyneladende ikke lige så sikre på kampen på den engelske side af kanalen.
»Vi kan ikke bekræfte kampen for nuværende. Det eneste vi ved med sikkerhed om næste år, er hvornår vi skal spille EM-kvalifikationskampe og venskabskampen mod Spanien i februar,« siger pressechefen hos FA, det engelske fodboldforbund, Adrian Bevington, til nyhedsbureauet Reuters.
Tyskland var i øvrigt det sidste hold, som spillede på det gamle Wembley, da de den 7. oktober 2000 slog England 1-0 på et mål af Dietmar Hamann.