Stortinget i Norge skal onsdag stemme om et totalt forbud mod "homoterapi" - eller på dansk omvendelsesterapi - hvor man forsøger at ændre den homoseksuelles tiltrækning af personer af samme køn.
Terapien har været omstridt, da den strider mod seksuelles minoriteters ret til at være dem selv, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Typisk foregår omvendelsesterapien gennem samtaleterapi, bøn eller psykoanalyse. Men mere ekstreme metoder som elektrochok er også blevet anvendt.
Forbuddet ser ud til at blive stemt igennem uden de store problemer.
De norske regeringspartier, Høyre, Fremskrittspartiet og Venstre, har sammen med oppositionen tilkendegivet, at de stemmer for forbuddet.
Kristelig Folkeparti vil stemme imod, da partiet mener, at det vil gå imod trosfrihed. Partiet har tidligere markeret sig med mærkesager om blandt andet at forbyde abort.
Sagen har været belyst i efteråret gennem den norske dokumentar "Homoterapi". I et af afsnittene udtalte Norges statsminister, Erna Solberg, at Norge har religions- og trosfrihed, og at et forbud vil gå til grænsen af den frihed.
I forvejen er terapien forbudt i Storbritannien, og Tyskland vil forbyde det. I Danmark anses omvendelsesterapi ikke som at være et stort problem.
Tidligere har ligestillingsminister Mogens Jensen (S) understreget over for Berlingske, at der vil blive slået hårdt ned, hvis det er et problem, da regeringen ønsker at forbedre LGBT-personers vilkår.
LGBT Danmark ønsker ifølge DR Nyheder, at omvendelsesterapi skal gøres ulovligt. Dog kender foreningen ikke omfanget af eventuelle terapitilbud, eller hvorvidt det tilbydes i Danmark.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.