Det usædvanligt milde decembervejr kan få konsekvenser for flere af Københavns skøjtebaner. Allerede nu har skøjtebanen i Enghaveparken været nødt til midlertidigt at lukke, efter temperaturerne i sidste uge blev for høje.
Det skriver TV 2 Kosmopol, som i lyset af udsigten til endnu en uge med lunt vintervejr har spurgt de seks offentlige skøjtebaner i hovedstaden, hvor bekymrede de er for vejret.
- Selvfølgelig er vi bekymrede. Vi tjekker vejrudsigten mange gange om dagen, siger Louise Bøssbak, direktør i MD Ice Event, der står bag skøjtebanen på Kongens Nytorv, til TV 2 Kosmopol.
Selvom udendørs skøjtebaner godt kan fungere i plusgrader, har det milde vejr ifølge flere af banerne været en markant udfordring i år.
Særligt skøjtebanen i Enghaveparken har været ramt. Her skrev man sidste mandag på Facebook, at banen ville være lukket i nogle dage på grund af de høje temperaturer. Siden er skøjtebanen dog blevet genåbnet.
Også ejerne bag skøjtebanerne på Kongens Nytorv, Christiania, Reffen Skøjteøen og Broens Skøjtebane oplyser til TV 2 Kosmopol, at vejret giver udfordringer.
- De høje temperaturer gør, at vi må lægge ekstra arbejde i at holde isen klar til skøjteløb, skriver Reffen Skøjteøen til TV 2 Kosmopol.
Ingen af skøjtebanerne har dog indtil videre været nødt til at lukke helt, og alle forventer at kunne holde åbent i de kommende uger.