Det Kongelige Teater er blevet politianmeldt.
Det lyder næsten som en joke her i 2009, men det er altså den skinbarlige virkelighed. I forestillingen 'Fremtidens Historie' er der nemlig en passage, hvor den mandlige skuespiller Nicolai Dahl Hamilton på et tidspunkt tager alt sit tøj af og står splitternøgen foran publikum.
Men det blev alt for meget for en mandlig teatergæst, der efterfølgende politianmeldte Det Kgl. Teater for blufærdighedskrænkelse.
"Det er en mandlig teatergæst, der har anmeldt os til politiet. Han følte det som et overgreb, at han pludselig skulle se på en nøgen mand," forklarer den presseansvarlige David Birch om episoden.
Politiet har ifølge David Birch allerede ringet til skuespilschefen Emmet Feigenberg og afhørt ham omkring forestillingen. De ville især vide, om Nicolais nøgenstunt var noget, han selv havde fundet på, eller om det faktisk var en del af forestillingen.
Selvfølgelig er nøgenheden en del af forestillingen.
Forestillingen har i øvrigt allerede tidligere skabt debat. Før selve premieren kritiserede Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti forestillingen og kaldte den et 'plat politisk indlæg'. Dansk Folkeparti mente ikke, at kulturskattekronerne skulle bruges til politisk teater.
Udover den splitternøgne Nicolai Dahl Hamilton medvirker også Helle Fagralid, Bodil Jørgensen, Morten Suurballe og Lisbeth Wulff i stykket.