I denne uge vender landets skolebørn tilbage med skoletasken på ryggen. Og måske også med lus i håret, for skolestart er lig med luseplage.
For der er flest lus i august, september, oktober og november måned. Men hvorfor lusene lige har de måneder som farvoritter, ved man faktisk ikke.
Der er nemlig ikke noget i lusenes biologi, der forklarer fænomenet.
På skadedyrslaboratoriet har de heller ikke svaret på, hvor galt det egentlig står til i danskernes hovedbunde.
"Det er svært at vide, hvor slemt det står til. Før i tiden ringede folk ind og stillede spørgsmål, og så kunne vi fornemme om der var mange lus, men nu bruger folk vores hjemmeside, siger Anne-Marie Rasmussen til dr.dk.