Det er ulovligt, at Cirkus Dannebrog tilbageholder sine ansattes pas, så de ikke stikker af. Det siger Allan Lerberg Jørgensen, der er ekspert i private firmaer og menneskerettigheder ved Institut for Menneskerettigheder.
”Tilbageholdelse af de ansattes pas er ikke et lovligt middel og kan sidestilles med tvangsarbejde. Det er et alvorligt indgreb i den personlige frihed,” siger han.
Cirkus Dannebrogs tekniske chef, Dennie Enoch, fortæller, at han tilbageholder de ansattes pas, så de ikke ”stikker af”.
”Jeg har aldrig hørt om den slags i Danmark før”, siger Allan Lerberg Jørgensen.
”Det er typisk noget, man ser i golfstaterne og i Asien. Migrantarbejdere er særligt udsatte, og det er ofte der, man ser problemet. Men vi har også lavtlønnede migrantarbejdere i Danmark, og man er nødt til løbende at overveje, om de nyder en tilfredsstillende beskyttelse”.
Risiko for arbejdsulykker
De ansatte i Cirkus Dannebrog har arbejdsdage på op til 20 timer. Det er farligt at arbejde så længe ad gangen og få så lidt søvn.
”Rettigheder til hvile, fritid og sundhed bliver klart tilsidesat, og det er direkte farligt. Ansatte, der ikke hviler eller sover nok, er mere udsatte for ulykker, siger Allan Lerberg Jørgensen.