Ak og ve for dem, der til sommer skal med DSB. Endnu en gang må pendlere og andre togpassagerer indstille sig på at stå på perronen og gabe i solen, mens Banedanmark knokler med at forbedre det plagede skinnenet.
Regeringen er i gang med at rette op på fadæsen med milliardinvesteringer frem til 2014. Det er uden tvivl 20-30 års manglende investeringer, der de seneste mange år – og nu igen – plager passagerer over det ganske land.
Det er ikke DSB s skyld. Virksomheden præsenterede i går en nødkøreplan for Folketingets Trafikudvalg. Et ganske fornuftigt træk, der sikrer et minimum af orden i det forventede sommerkaos med solramte skinner og forsinkelser.
Men hele affæren viser blot, at regeringen ikke har meget tilovers for den offentlige transport, før det er alt for sent. Bus- og togbilletterne er steget gevaldigt de seneste år, så det eksempelvis snart koster 20 kroner at stige på en bus i en større dansk by. Ganske enkelt fuldstændigt håbløst.
Regeringen bør tage den offentlige transport langt mere seriøst, end det er tilfældet i dag. Næste skridt bør være massive investeringer i kollektiv trafik generelt. Danskerne kan ikke være tjent med stigende priser og faldende effektivitet, der gør den kollektive transport alt andet end attraktiv. Slet ikke, hvis der hos regeringen er bare en lille flig af en ambition om at få folk til at skifte bilen ud med offentlig transport.