En tilværelse på landet med børnene i et billigt hus kan virke lokkende på mange storbyboere.
Men besparelsen ved at flytte i et billigt hus på landet kan ryge med udgiften til en ekstra bil til husstanden, skriver boligmagasinet Bolius.
»Du kan måske godt spare en million på at købe hus en times kørsel fra København. Men med mindre du eller din partner får job umiddelbart nær jeres nye hjem, er der ingen vej uden om samtidig at købe en ekstra bil,« siger seniorøkonom Mikkel Høegh fra BRFkredit til Bolius.
Han forklarer, at en ny bil bliver afskrevet med cirka 40.000 kroner om året. Derudover kommer udgifterne til vedligeholdelse og brændstof.
Besparelse forsvinder
Ifølge Mikkel Høegh er en ekstra bil en nødvendighed for de fleste af dem, der flytter på landet, fordi den offentlige transport ikke er optimal.
»Og så forsvinder besparelsen på boligydelsen op i den blå luft eller bliver måske endda til en beskeden merudgift.«
Hvis man overvejer at købe en landejendom med jord, koster det, alt efter beliggenheden, ekstra. Derudover skal der tages højde for ombygninger på huset og dyrehold.
Dyre jordarealer
Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik koster en landejendom med to til fem hektar jord mindst 200.000 kroner mere end et gennemsnits enfamilies-hus.
»Men de tal er landsgennemsnit og dækker over ekstremt store prisforskelle fra region til region,« siger Mikkel Høegh.
I de seneste år er de små landejendomme steget mellem fem til 10 procent om året i værdi. De mest markante stigninger er at finde i yderområderne, da priserne her har været meget lave.
Prisstigningerne i nogle af områderne kan muligvis skyldes en stor efterspørgsel på huse på landet.