Det Hvide Hus roser nu lørdagens omfattende demonstrationer mod de amerikanske våbenlove.
Pressetalskvinde Lindsay Walters siger, at regeringen hylder "de mange modige unge amerikanere", som brugte deres ytringsfrihed.
- Det er en af de højeste prioriteter for præsidenten at sørge for, at vores børn er sikre, udtaler hun.
Samtidig påpeger hun, at justitsministeriet fredag foreslog et forbud mod de såkaldte "bump stocks", der forvandler almindelige geværer til fuldautomatiske våben.
Fredag godkendte præsident Donald Trump desuden budgetaftalen, der indeholder beskedne forbedringer af baggrundstjek ved våbenkøb og midler, der skal hjælpe skoler til at forhindre skyderier.
Overalt i USA demonstrerede især unge mennesker lørdag for øget våbenkontrol. Protestaktionen var arrangeret af elever, som overlevede skoleskyderiet i Parkland i Florida i midten af februar.
Også den tidligere præsident Barack Obama roser de unge, der arrangerede demonstrationerne.
- Bliv ved. I leder os fremad. Intet kan stå i vejen for millioner af stemmer, der kræver forandring, skriver Obama på Twitter.
Flere end en halv million mennesker deltog i lørdagens demonstration i Washington. Derudover deltog flere hundredtusinder demonstranter i mere end 800 protestaktioner rundt om i USA.
/ritzau/Reuters