To dage før Preet Bharara blev fyret af det amerikanske justitsministerium, forsøgte præsident Donald Trump at ringe til den højt profilerede anklager fra New York.
Formålet med præsidentens opkald var at takke chefanklageren for hans indsats og ønske ham og held og lykke fremover.
Det oplyser kilder i Det Hvide Hus til nyhedsbureauet Reuters.
Men Preet Bharara ønskede ikke at modtage opkaldet, fordi han ikke ville tale med præsidenten uden en godkendelse fra sine overordnede i justitsministeriet, forklarer kilderne.
Bharara er langt fra den eneste anklager, der er blevet bedt af justitsministeriet om at forlade sit job.
I alt blev de 46 tilbageværende advokater, som er udpeget af tidligere præsident Barack Obama, fredag bedt om at opsige deres stillinger. Alle trådte tilbage på nær Bharara, hvormed han altså modtog en fyreseddel.
Justitsminister Jeff Sessions' talskvinde udtalte fredag, at ministeren ønsker "at sikre en ensartet overgang" til Trumps administration. Det skriver Los Angeles Times.
- Indtil at de nye amerikanske advokater er bekræftet, vil de dedikerede anklagere på statsadvokatens kontorer fortsætte deres fantastiske arbejde med at efterforske, retsforfølge og afskrække de mest voldelige lovovertrædere, sagde talskvinde Sarah Isgur Flores.
Det er ikke ualmindeligt, at en ny regering i USA ønsker at udskifte de anklagere, der er blevet udpeget under den tidligere administration. Særligt hvis de tilhører et andet parti.
/ritzau/