Manglen på sygeplejersker har været markant i de seneste år. Men nu er det igen blevet populært at stikke i folk og lægge bandager.
Professionsskolen Metropol, der uddanner omkring en tredjedel af alle landets sygeplejersker, har oplevet en stor stigning i antallet af ansøgere. I år har 1.523 søgt om at komme ind på Metropols Sygeplejerskeuddannelse. Det er stigning på 25 procent i forhold til sidste år.
Næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg, jubler over udviklingen.
"Det synes vi selvfølgelig er fantastisk, og så vidt vi kan se, er den tendens, vi ser på Metropol også en landsdækkende tendens," siger hun til Newspaq.
Dorte Steenberg mener især, det er uddannelsens alsidighed, der lokker folk til.
"Sygeplejerskegerningen er utrolig facetteret, det er lige fra at tage sig af de små børn som sundhedsplejerske til at beskæftige sig med hele ældreområdet og de gamle, som også er et meget smukt område," siger hun.