Det’ for børn
Pris ukendt www.fisherprice.com
Det siger noget om prisen på flashhukommelse, at et firma som Fisher Price nu har lanceret MP3-afspillere for børnehavebørn og er på vej med en serie til spædbørn. Eller måske rettere til de smås forældre. Hvis det står til Fisher Price, så er det slut med aktivitetstæpper og børnelegetøj med en chip, der kun kan spille den samme enerverende melodi i en infernalsk to-tone, indtil den endelig løber tør for batteri. I stedet har Fisher Price indgået en aftale med MP3-producenten Creative om at levere en række MP3-afspillere, der passer i firmaets babylegetøj. Fisher Price har i et stykke tid været på det amerikanske marked med Kid Tough-serien af MP3-afspillere, digitalkameraer m.m. til børn i børnehavealderen. For de lidt større børn lancerede Disney for nylig en række MP3-afspillere til både prinsesser og pirater. En af verdens store producenter af flashhukommelse lancerer sideløbende hukommelseskort med Disneymusik og Disneyfilm præinstalleret.